Lej en Fiat Egea

Alt i alt gik udlejningen i sidste ende godt. Det vil sige, at vi fik den rigtige bil til at køre den tur, vi havde i tankerne. Men der var nogle ulemper på forskellige stadier. Det startede med, at den bil, jeg oprindeligt havde bestilt, og som jeg havde forudbetalt for, blev afvist (som jeg forstod det, afviste udlejeren). Først troede jeg, at jeg uforsigtigt havde benyttet mig af svindlere. Heldigvis viste det sig, at det ikke var tilfældet, og TakeCars-operatørerne tog kontakt og aftalte hurtigt en anden udlejer. Det beroligede mig, og her var den første hage - jeg var ikke umiddelbart opmærksom på, at jeg i stedet for den oprindeligt bestilte bil med en 1,5 liters motor fik tilsendt en voucher til en 1,2 liters bil. Da jeg planlagde en rejse med ret lange ture, ville det have været ubehageligt at modtage en bil med en alt for svag motor. Da jeg senere opdagede det, accepterede jeg det og besluttede ikke at ændre noget, da der måske ikke var tid nok til det. Da dagen kom, hvor jeg skulle modtage bilen, fik jeg i korrespondance med udlejerens repræsentant besked om, at jeg i stedet for Fiat Egea blev tilbudt en Renault Clio. Det er en mere kompakt bil, men da jeg på det tidspunkt havde lært trafikforholdene i turistområderne i Tyrkiets byer at kende, sagde jeg ja, især fordi repræsentanten forsikrede mig om, at denne Renault Clio stadig er udstyret med en 1,5-liters motor. Da bilen blev leveret til mig, viste det sig imidlertid, at motorkapaciteten ikke var 1,5, men kun 1 liter. Til mine protester fik jeg at vide, at der var sket en fejl i den tidligere meddelelse om, at der var tale om en 1,5-liters motor. Men da kontrakten med denne lejer specificerede en bil med en 1,2 liters motor, besluttede han, at 1 liter ville være fint for mig. Meget mærkelig logik, når man tænker på, at jeg oprindeligt stadig havde brug for en bil med 1,5 liters motor. For at løse problemet blev jeg tilbudt at tage hen til udlejerens garage, hvor jeg blev lovet at få en bil med 1,5 liters motor og automatgear, men til 50 euro mere. Der var ikke noget valg, da vi allerede var nødt til at flytte. På grund af de beskrevne uoverensstemmelser mistede vi ca. 2 timers tid. Lejeren gik ikke med til at give mig prisen på trods af ulejligheden. Jeg var helt tilfreds med den videre brug af bilen. Men da jeg skulle aflevere bilen igen, var der en lille uoverensstemmelse med udlejeren. Da jeg kom til det sted, hvor bilen var blevet afleveret, kontaktede jeg repræsentanten for at få afklaret beløbet for betaling for brug af betalingsveje. I svarbeskeden angav han et beløb på 2800 tyrkiske lira. Men da chaufføren kom for at hente bilen, forlangte han 3800 lira ekstra for betalingsveje. Jeg viste ham korrespondancen med beløbet på 2800 lira, hvorefter jeg indledte en halv times forhandling med udlejningsfirmaets repræsentant, som uden at undskylde blot fortalte mig, at han havde lavet en tastefejl, og at han ikke brød sig om at høre mig sige ting, der så ud til at belaste ham med uærlighed. Selv om alt, hvad jeg sagde, blot var en gentagelse af hans egne ord om de 2800 lira. I løbet af korrespondancen fik jeg en tabel med beregningen af min gæld til betalingsveje på 3800 lira. Ja, jeg indrømmer, at det kunne have været en tastefejl fra hans side. Men hvorfor skulle alle disse tastefejl være kundernes skyld? Jeg havde indsamlet det nødvendige beløb, som skulle overføres gennem chaufføren, men i sidste øjeblik returnerede chaufføren en del af det indsamlede beløb til mig og gestikulerede, at han ikke ville tage mere. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om alt dette. Alt føltes som et rod. Men i sidste ende skiltes vi uden at klage. Jeg kan ikke sige, at det gjorde mig oprørt på nogen særlig måde. Det efterlod bare nogle minder om besværligheder, som tilsyneladende let kunne have været undgået med en bedre organisering af udlejningsfirmaets arbejde.